Madelskernes Kogebog

Tærte med laks, spinat og aubergine

Jeg prøvede en ny tærtevariant med overskriften “Tærte med laks, spinat og aubergine” fra Spis maven flad. Det blev dog hurtigt tydeligt, at kogebogens brug af ordet “tærte” er en rimelig fantasifuld udlægning af ordets betydning, som den forstås af de fleste.

Enkelt sagt så fyldes et tærtefad lagvis med grøntsager og protein, hvorefter toppen består af optøet spinat blandet sammen med æg og krydderier.

Jeg lavede en del ændringer i forhold til opskriften, nogle af nød. Det nederste lag af tærten skulle fx bestå af aubergine, men der var mug på alle de auberginer, supermarkedet lå inde med, så jeg valgte at bruge squash i stedet. Jeg brugte kylling i stedet for laks, hvilket opskriften også foreslog at man kunne, og jeg udelod blandingen af kapers og oliven, da jeg egentlig ikke rigtig bryder mig om nogen af delene. Jeg kom også hakkede mandler på toppen i stedet for hakkede pistacienødder, da jeg stort set altid har mandler i huset og ikke kan sige det samme om pistacienødder. Jeg tilføjede også en rest dampet broccoli, som jeg havde i køleskabet fra gårsdagens aftensmad.

Fremgangsmåden er rimeligt simpel og består mest af at skive nogle grøntsager og kylling (eventuelt fisk) og svitse lidt løg med karry. Opskriften kan varieres langt hen af vejen, og det er en udmærket måde at få brugt en rest grøntsager på. Det er også en fin måde at bruge spinat på, da det ofte er en overset grøntsag (frisk spinat er dog god som salaterstatning).

Smagen var udmærket, og resultatet var en farvestålende ret. Den manglede dog tilbehør, så vi fik lidt grovbrød til. Den er lidt for kedelig, når den står alene.

Jeg giver den 3 stjerner, men der er nu nogle retter med 3 stjerner, som er bedre. Det er dog en udmærket og nem idé og derfor noget, som jeg godt vil overveje at kaste sammen igen en anden gang.

TITEL: Tærte med laks, spinat og aubergine

FORFATTER: Charlotte Hartvig & Majbritt L. Engell

KILDE: Spis maven flad

BEDØMMELSE: 3 stjerner

Kommentarer lukket til Tærte med laks, spinat og aubergine

Valnødde- og pekantærte

Den 14. marts er tærtedag (på engelsk kaldet Pi Day). Dette kommer af at den matematiske formel “pi” starter med 3,14, hvilket på amerikansk vis bliver til 14. marts, og den engelske udtale af “pi” udtales på samme måde som “pie” (som selvfølgelig betyder tærte). Dette skulle naturligvis fejres, så jeg besluttede mig for at bage en pekantærte. Der findes rigtig mange forskellige opskrifter på en sådan, men efter nøje overvejelser endte jeg med at forsøge mig med denne opskrift på en valnødde- og pekantærte.

Ingedienser til fyldet:

  • 200 g pekannøder
  • 3 dl piskefløde
  • 2 dl sukker
  • 2 dl mørk sirup
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 knsp salt

Som titlen på opskriften antyder brugte opskriftens indehaver både valnødder og pekannødder til sin tærte. Jeg foretrak dog at bruge udelukkende pekannødder. Hvis man ikke har pekannødder, kan man sagtens bruge udelukkende valnødder i stedet (eller som i opskriften en blanding) – de to nødder smager forholdsvist ens og ligner hinanden meget, men pekannødder er lidt kraftigere i smagen. Da den anden vigtige bestanddel i opskriften er en tyk karamelsauce, synes jeg pekannødder passer bedst som kontrast til sødmen. Hvis man har mulighed for det, vil jeg helt sikkert anbefale kun at bruge pekannødder.

Den anden ændring jeg lavede var i forhold til tærtebunden, da jeg ikke testede opskriftens. Jeg havde noget tærtedej liggende i fryseren, så det brugte jeg i stedet. Jeg bagte tærtebunden af tre omgange: Først fik den lidt under 15 minutter i ovnen med bagepapir i bunden og ris hældt ovenpå for at holde bunden og kanterne på plads. Herefter tog jeg tærten ud, fjernede risene og bagepapiret, og satte tærten i ovnen igen indtil bunden var blevet gylden. Den tredje omgang var efter nødde- og karamelmassen var blevet hældt i, hvorefter den fik ca. 10 minutter i ovnen.

En anden gang vil jeg komme stanniol rundt i kanten af tærtedejen inden jeg bager den anden gang. Kanterne er altid de mest sarte dele af en tærte, og de blev lidt hårde efter den tredje omgang, dog ikke så meget at de blev brændt (kanterne smagte faktisk knasende godt dækket af karamel, men var svære at slå i stykker med en kagegaffel). Det er ikke nemt at komme stanniol om kanten under tredje bagning, da karamelmassen bobler meget op inde i ovnen, og det ville bare være besværligt at skulle fjerne sølvpapiret igen bagefter.

Jeg har set nogle opskrifter, hvor fyldet ikke blev bagt, men bagningen gør at karamellen lige får den ekstra varme, så den sætter sig perfekt omkring pekannødderne. Hvis man ikke vil bage til sidst, så skal man bruge noget længere tid på sin karamel for at få den helt rigtige konsistens. Hvad angår karamelmassen, skal man lade den tage den tid den tager. Jeg brugte længere tid på at få den som jeg ville have den end opskriften foreslog. Min erfaring med karamel er at det tager tålmodighed; man kan ikke skynde på den, for så brænder karamellen bare på. Den skal nok tykne. Stil blusset lavt og kig til den engang imellem, lav noget andet imens hvis du er utålmodig, og så lige pludselig er den der. Den skal have en brun karamelfarve og hænge ved skeen.

Mit tærtefad var 28 cm., og fyldmængden passede fint til denne. Mit tærtefad er dog ikke så højt, så hvis man har et højt tærtefad bør man nok lave lidt ekstra karamelmasse.

Slutresultatet er en fantastisk tærte. Den søde karamel passer fortrinlig til de lidt skarpe pekannødder. Det er en meget solid tærte, som man ikke kan spise så meget af selvom man har lyst, men den er utrolig lækker, enkel at lave og er sådan set bedst hvis den laves dagen i forvejen så den kan køle ned i køleskabet natten over. Det er helt sikkert en tærte jeg vil lave igen en anden gang, derfor får opskriften 5 stjerner.

TITEL: Valnødde- og pekantærte

FORFATTER: DK8000

KILDE: http://www.dk8000.dk/dessert/ValnoedPecanTaerte.html

BEDØMMELSE: 5 stjerner

Skriv en kommentar »