Madelskernes Kogebog

Pink grød

2013 Pink grød 120313 (2)

Jeg blev fascineret af opskriften “Pink grød” fra TV2s GO’ Kur 2013. Jeg påtænker at teste nogle flere af opskrifterne fra kuren, men indtil videre har jeg ikke prøvet andre end denne.

Ingredienser:

  • 1,5 dl grovvalsede havregryn
  • 2,5 dl koldt vand
  • 0,5 dl koncentreret solbærsaft
  • 1 spsk. chiafrø (eller hørfrø)
  • 1 æble, i tern
  • 2 spsk. frysetørrede bær (eller rosiner)
  • 1 dl skyr

Jeg bibeholdt grundidéen med at koge havregrød i solbærsaft, men jeg havde glemt at der også skulle æble og skyr i, så det havde jeg ikke i huset. Jeg synes måske hellere ikke at det var nødvendigt, men det afhænger også lidt af, hvor sulten man er om morgenen. Derudover er jeg også for doven til at skulle stå om morgenen og vaske og skære et æble – skyren kan man i det mindste bare klatte oven på.

Jeg kan normalt heller ikke spise havregrød af 1,5 dl gryn til morgenmad, så jeg reducerede mængderne en smule (det kan her noteres, at i kuren er der indregnet en grødrest, som genopfindes i en eftermiddagssnack, så det er egentlig ikke meningen at man skal spise det hele). 1 dl gryn til 1½ dl vand og ½ dl solbærsaft. Grød er typisk altid i forholdet 1:2. Jeg tilsatte også hørfrø, hvilket jeg synes er en smart måde at bruge dem på. Efter sigende skulle de være gode for fordøjelsen, og de irriterede ikke i grøden. Jeg kom kun 1 spiskefuld frysetørrede hindbær på, da jeg syntes at det var rigeligt. Jeg kom også lidt salt i grøden, da jeg ellers synes den kan blive for sød, og salt fungerer samtidig som smagsforstærker og fremhæver på den måde de resterende ingredienser.

Jeg synes måske ikke at grøden smagte af så meget, udover at være sød, men det kan jo også skyldes den solbærsaft, som jeg brugte. Jeg kan godt lide lidt sødt på min havregrød, men denne her var SØD sød. Den anden dag prøvede jeg lidt samme princip, hvor jeg i stedet for vand og solbærsaft brugte 2 dl æblejuice. Jeg synes det er en god måde at variere smagen af sin havregrød på, og de frysetørrede bær er nemme at have liggende, selvom de selvfølgelig er en meget dyr ingrediens.

Jeg giver opskriften 3 stjerner, men det er måske mest for idéen og ikke så meget for smagen. Hvis man kan lide sin grød gennemsød, så er det her en god idé, men jeg kan godt lide lidt modspil, så jeg har nok mere lyst til at tage en håndfuld frosne solbær og koge med og eventuelt smage til med sukker end bruge solbærsaft. Men har man en rest saft eller juice i huset er det her en god måde at få det brugt på, og på den måde kan jeg godt finde på at bruge opskriften igen.

TITEL: Pink grød

FORFATTER: TV2 GO’ KUR

KILDE: http://go.tv2.dk/articlekrop/id-62369379:go-kur-2013-du-finder-det-hele-her.html

BEDØMMELSE: 3 stjerner

2013 Pink grød 120313 (1)

Kommentarer lukket til Pink grød