Madelskernes Kogebog

Fynsk grovbrød

Vi skulle bruge nogle boller til morgenmaden, derfor testede jeg opskriften på fynsk grovbrød fra Politikens bog om BRØD.

Brødbagning kan godt være lidt træls nogle gange – men så fik jeg en juleaften en køkkenmaskine, og nu går det pludselig som en leg at ælte en portion brøddej sammen. Når jeg ikke skal ælte det hele i hånden, er det også nemmere at få en lidt mere blød dej, hvilket giver bedre og mere svampede boller.

Det fynske grovbrød var egentlig, som navnet antyder, tiltænkt som et stort brød, men boller passer bedre til vores forbrug, så det blev til små brød i stedet. Afhængigt af størrelsen på bollerne, bliver der 20-25 ud af én portion. De hævede gevaldigt og blev meget flotte at se på (jeg penslede dem med æg inden bagning). Der er både hvedemel og rugmel i dejen, men dette hindrede ikke hævning, og de var både kompakte og luftige. De er velegnede hvis man gerne vil have nogle lidt grovere boller uden at miste det luftige aspekt fra hvedebollerne.

Det var en udmærket opskrift med et fint resultat, som jeg vil overveje at bruge igen. Derfor får opskriften tre stjerner.

TITEL: Fynsk grovbrød

FORFATTER: Lone Kjær

KILDE: Politikens bog om BRØD

BEDØMMELSE: 3 stjerner

Reklamer
Skriv en kommentar »