Madelskernes Kogebog

Laksemousse

For noget tid siden fik jeg en stor stak kogebøger af min mormor, inklusive en udgave af Fisk fra Brugsen fra 1983. Jeg forsøger altid at udvide mit kendskab til fiskeopskrifter, så jeg kiggede bogen igennem og valgte en af de nemmeste opskrifter, hvilket var opskriften på laksemousse. Egentlig var opskriften tiltænkt som forret, men vi fik det nu til hovedret alligevel med en grovbolle og salat til.

Jeg fulgte opskriften rimeligt nøje, men brugte milda i stedet for almindelig fløde, og jeg brugte meget mere røget laks end nævnt i opskriften – omkring 150 g til en halv portion (opskriften sagde 75 g til en hel portion!).

Opskriften var rimeligt enkel at gå til – ingredienserne til fyldet blev blendet sammen (kogt laks, bouillon, milda, dild og citronsaft) og smeltet husblas blev herefter blandet i. Mængden af husblas producerede en fin, fast form efter afkøling. Jeg forede et par porcelænsforme med den røgede laks, hældte dildfyldet i og satte det hele i køleskabet i 4-5 timer. Herefter handlede det blot om at få moussen ud af formen igen, hvilket ikke voldte nogen større problemer, men næste gang vil jeg muligvis helgardere mig og komme husholdningsfilm i formene før jeg lægger den røgede laks i.

Det er en nem opskrift, som man hurtigt kan lave til mange mennesker. Man kan variere mængden af røget laks afhængig af hvor stor formen er. Man kan eventuelt fore en brødform og servere retten i skiver. Ifølge kogebogen skulle man skære den røgede laks i strimler og lave et kryds med dem i bunden af de små forme – men det kan man selv bestemme.

Det smagte udmærket og fungerede også som hovedret, men jeg blev lidt træt af konsistensen til sidst, så jeg må indrømme at det nok er bedst i små mængder til enten forret eller en art tapasaften. Et groft brød komplimenterer den bløde konsistens fint, og det er også godt med lidt grøntsager til af samme årsag. Det kunne også være godt at blande lidt rejer i efter de første ingredienser er blendet.

Slutresultatet var rigtig fint, og da opskriften var så nem at gå til, er det helt sikkert en ret jeg vil holde mig for øje næste gang jeg skal have gæster og vil servere fisk til forret. Derfor får opskriften 4 stjerner.

TITEL: Laksemousse

FORFATTER: Hanne Flensborg Thomsen og Anne Skovgaard-Petersen

KILDE: Fisk fra Brugsen

BEDØMMELSE: 4 stjerner

Reklamer
Kommentarer lukket til Laksemousse