Madelskernes Kogebog

Fiskesuppe med kokos

2013 SMF Fiskesuppe med kokos 210213

Til aftensmad fik vi fiskesuppe med kokos fra Spis maven flad.

Jeg tænker oftest på suppe som noget meget kompliceret, når man skal lave det fra bunden, men denne opskrift var sådan set meget enkel. I en gryde svitses lidt hvidløg og karry, inklusive 1 spiseskefuld rød karrypasta. Herefter tilsættes en dåse kokosmælk, som får lov til at koge op, førend grøntsagerne tilsættes og får lov til at koge lidt med. Jeg brugte blomkål og squash, men man kan bruge hvad man har lyst til, eller lige har i køleskabet. Opskriften kaldte også på to peberfrugter, men det var jeg ikke i humør til. Det vigtige er at skære grøntsagerne i mundrette bider.

Suppen får lov til at koge lidt, og herefter tilsættes rejer, fisk skåret i tern og frossen hakket spinat. Opskriften brugte egentlig frossen grønkål, men spinat fungerede lige så godt. Jeg tilsatte slet ikke lige så meget fisk og skaldyr, som der stod i opskriften, da jeg lavede til to personer, og opskriften gjaldt til fire. Jeg kom måske 100 g rejer og 200 g hvid fisk i, hvor opskriften brugte 300 g krebsehaler, 400 g rejer og 200 g fisk. Jeg har svært ved at forestille mig, at der overhovedet skulle være noget “suppe” tilbage, efter alt det tilsættes – så bliver det nærmest til en fiskegryderet – hvilket så også er udmærket, og man kan altid tilsætte ekstra væske, hvis man føler for det.

Til sidst skal retten koge indtil fisketernene er færdige, hvilket ikke tager lang tid, så hold øje med det. Og det er sådan set det.For det visuelles skyld tilsatte jeg lidt tomat, som jeg havde fjernet kernerne fra og skåret i tern, lige inden vi skulle spise.

Super enkel suppe på næsten ingen tid, og den smager også godt. Jeg vil dog indrømme at den er STÆRK, og næste gang vil jeg komme mindre rød karrypasta i. Jeg toppede suppen med lidt skyr, hvilket tog det værste, men der er meget bid i. Fordi den smagte godt, var så enkel og kan laves med de fiske- og grøntsagsrester man lige har liggende, giver jeg opskriften 4 stjerner.

TITEL: Fiskesuppe med kokos

FORFATTER: Charlotte Hartvig & Majbritt L. Engell

KILDE: Spis maven flad

BEDØMMELSE: 4 stjerner

Reklamer
Kommentarer lukket til Fiskesuppe med kokos

Tærte med laks, spinat og aubergine

Jeg prøvede en ny tærtevariant med overskriften “Tærte med laks, spinat og aubergine” fra Spis maven flad. Det blev dog hurtigt tydeligt, at kogebogens brug af ordet “tærte” er en rimelig fantasifuld udlægning af ordets betydning, som den forstås af de fleste.

Enkelt sagt så fyldes et tærtefad lagvis med grøntsager og protein, hvorefter toppen består af optøet spinat blandet sammen med æg og krydderier.

Jeg lavede en del ændringer i forhold til opskriften, nogle af nød. Det nederste lag af tærten skulle fx bestå af aubergine, men der var mug på alle de auberginer, supermarkedet lå inde med, så jeg valgte at bruge squash i stedet. Jeg brugte kylling i stedet for laks, hvilket opskriften også foreslog at man kunne, og jeg udelod blandingen af kapers og oliven, da jeg egentlig ikke rigtig bryder mig om nogen af delene. Jeg kom også hakkede mandler på toppen i stedet for hakkede pistacienødder, da jeg stort set altid har mandler i huset og ikke kan sige det samme om pistacienødder. Jeg tilføjede også en rest dampet broccoli, som jeg havde i køleskabet fra gårsdagens aftensmad.

Fremgangsmåden er rimeligt simpel og består mest af at skive nogle grøntsager og kylling (eventuelt fisk) og svitse lidt løg med karry. Opskriften kan varieres langt hen af vejen, og det er en udmærket måde at få brugt en rest grøntsager på. Det er også en fin måde at bruge spinat på, da det ofte er en overset grøntsag (frisk spinat er dog god som salaterstatning).

Smagen var udmærket, og resultatet var en farvestålende ret. Den manglede dog tilbehør, så vi fik lidt grovbrød til. Den er lidt for kedelig, når den står alene.

Jeg giver den 3 stjerner, men der er nu nogle retter med 3 stjerner, som er bedre. Det er dog en udmærket og nem idé og derfor noget, som jeg godt vil overveje at kaste sammen igen en anden gang.

TITEL: Tærte med laks, spinat og aubergine

FORFATTER: Charlotte Hartvig & Majbritt L. Engell

KILDE: Spis maven flad

BEDØMMELSE: 3 stjerner

Kommentarer lukket til Tærte med laks, spinat og aubergine

Skinkeschnitzel med svampesovs

En virkelig enkel og hurtig opskrift finder man i opskriften skinkeschnitzel med svampesovs fra Spis maven flad. Den er meget velegnet til hverdagsmad.

Princippet er rimeligt simpelt: Svits løg og champignon i en pande / gryde og tilsæt Milda og krydderier. Steg skinkeschnitzler på en pande og damp broccoli (kom buketterne i et dørslag og sæt det i en gryde med kogende vand med låg over uden at dørslaget rører vandet – når broccolien er blevet skarp grøn, er den færdig). Og det er sådan set det. Der er er beregnet cirka to skinkeschnitzler til hver, og jeg kunne kun spise halvanden, så der var mere end rigeligt.

Vi tror tit at vi har behov for det gængse tilbehør i form af kartofler, ris eller pasta, ellers er aftensmaden ikke “komplet”, men det er faktisk muligt at få et rigtig godt måltid blot med kød og grønt. Denne opskrift er rigtig god at have på sit mentale lager, for den er fantastisk hurtig at lave, og de tilhørende grøntsager kan jo varieres i det uendelige. Det er måske ikke den mest spændende festmad, men til en travl hverdag er den helt fantastisk. Derfor får opskriften 3 stjerner.

TITEL: Skinkeschnitzel med svampesovs

FORFATTER: Charlotte Hartvig & Majbritt L. Engell

KILDE: Spis maven flad

BEDØMMELSE: 3 stjerner

Kommentarer lukket til Skinkeschnitzel med svampesovs

Blomkålsrisotto

En af de opskrifter fra kogebogen Spis maven flad som jeg blev både overrasket over og meget glad for er opskriften på blomkålsrisotto, som står under opskriften “Lækker risotto med hellefisk”. Jeg har prøvet den et par gange.

I stedet for risottoris bruges der en lille smule perlebyg og blomkål, der er smuldret til små stykker. Man kan komme hvidvin i, som opskriften foreslår, men hvis man som jeg ikke bryder sig om alkohol, kan man nøjes med bouillon. Vi kom heller ikke estragon i, men krydringen kan man jo bestemme som man har lyst. Det er en smule tidskrævende at smuldre blomkålen, men resultatet er meget lækkert. Hvis vi nu skal være ærlige, så er det ikke en risotto. Det ligner lidt en risotto, men en risotto består nu engang af ris og er mere cremet. Det ændrer dog ikke ved at det stadig er et lækkert tilbehør.

Vi kom også lidt ærter i, mest for farvens skyld. Vi serverede det til bøffer med feta og guacamole. Blomkålsrisottoen er et tilbehør, som passer til rigtig mange ting, og jeg er sikker på at den vil indfinde sig på mit bord mange gange endnu, derfor får opskriften 4 stjerner.

TITEL: Blomkålsrisotto (Lækker risotto med hellefisk)

FORFATTER: Charlotte Hartvig & Majbritt L. Engell

KILDE: Spis maven flad

BEDØMMELSE: 4 stjerner

Skriv en kommentar »

Anmeldelse – NetSlank.dk

Jeg købte for noget tid siden kogebogen Spis maven flad af Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engell. Der var en del gode opskrifter, som eftersigende skulle være sunde, så jeg investerede i et NetSlank Solo månedsabonnement til deres hjemmeside NetSlank.dk, hvilket gav mig adgang til deres opskriftsdatabase. Mange af de opskrifter, som jeg har testet på denne side, stammer fra hjemmesiden. De opskrifter fra bogen, som jeg testede før hjemmesiden, ligger før oprettelsen af denne blog, hvorfor de ikke figurerer her (endnu). Det kan være jeg vender tilbage til dem igen.

Der er mange gode idéer blandt opskrifterne, og også mange som smager godt og som jeg vil lave igen. Kogebogen er blevet læst igennem før publikation og inkluderer også fine billeder af mange af opskrifterne. Det er et meget bredt spektrum, hvor der også var mange opskrifter, som jeg aldrig vil få brugt. Fx forskellige former for dyppelse (hummus osv.), som jeg havde svært ved at se hvordan jeg skulle inkorporere i måltiderne. Hvis man bruger deres opskrifter hver dag, er der måske til cirka 2-3 uger, før man kører træt i gentagelser.

Hjemmesiden på den anden side var meget uprofessionel, og det er tydeligt at folkene bag modtog hjælp til at sammensætte kogebogen (den ville ellers have været meget ringe). Opskrifterne på hjemmesiden var fyldt med tastefejl, mange ingredienser var ikke tastet rigtigt ind, hvilket gjorde at kalorierne ikke blev talt rigtigt sammen (hvilket har stor betydning hvis man vil bruge de her opskrifter for at tabe sig). Man kunne søge på forskellige kategorier, men alle relevante kategorier for en opskrift var ikke afkrydset, og nogle var vist faldet i de forkerte kategorier. Der var ingen form for korrekturlæsning overhovedet. Mange af opskrifterne gik igen, nogle af dem fordi to forskellige personer havde tastet opskrifterne ind og de var ikke enige om hvordan man staver til titlen. Mange af dem var også gengangere på den måde, at de måske blot skiftede “hakket oksekød” ud med “hakket svinekød”, og så har man lige pludselig “en helt ny” opskrift. De skriver selv at de har “Mere end 800 opskrifter”, men når man genbruger opskrifterne er det jo også nemt at puste antallet op. Der var mange af opskrifterne fra “Spis maven flad”, der figurerede i opskriftsdatabasen, men jeg har ikke kigget så nøje efter, at jeg kan udtale mig om hvorvidt de alle er der. Der er også opskrifter fra andre af deres kogebøger. Hvis man primært vil finde inspiration til opskrifter, kan det være en idé at investere i et månedsabonnement. For 100 kr. får man i 30 dage adgang til deres opskriftsdatabase og forum. Man før ingen kostvejledning med NetSlank Solo.

Hjemmesiden inkluderede også et forum, hvor jeg på et tidspunkt oplevede at en bruger stillede et spørgsmål, som en af diætisterne svarede på. En anden bruger spurgte så hvorfor de et andet sted skrev nøjagtig det modsatte. Herefter tog diætisten spørgsmålet med til virksomhedens andre ansatte og meldte senere tilbage at hun havde taget fejl. Så hvor sikre er de egentlig på det de siger?

Det er tilfældigvis sådan at de fleste af de specialvarer, som de anbefaler til deres forskellige diæter, sælger de i deres egen webshop i dyre domme. Der er mange af disse varer, som kan købes meget billigere i helt almindelige supermarkeder, eller til samme pris. Fx har de tit “tilbud” på bare fra IsIs, hvor man – hvis man køber 20 – kan få dem for 10 kr. stykket. De koster normalt 10 kr. ved disken i Rema1000. Det samme kan siges om mange af deres andre produkter, så man skal ikke forledes til at tro at de sælger noget som helst billigt. Før du køber nogle som helst af deres produkter, så tjek i dine lokale supermarkeder først – der er ingen grund til at blive snydt. Det eneste jeg har købt hos dem er nødder, da de sælger pekannødder og cashewnødder i kiloposer. Levering er dog hurtig.

Slutvurderingen er: De har mange gode idéer, og også nogle knapt så gode idéer, men de er dybt uprofessionelle, og jeg har svært ved at tage dem seriøst. Lær at læse korrektur på opskrifterne og gør det ordentligt – det er den væsentligste årsag til at folk bruger penge på deres produkter. Der er flere gode opskrifter imellem, som jeg er blevet glad for, og andre er lidt småkedelige (eller dårlige), men det er fin inspiration til sund mad. Som professionel virksomhed er jeg dog ikke imponeret på nogen måde, derfor får Spis maven flad og NetSlank.dk 3 stjerner.

TITEL: Spis maven flad / NetSlank.dk

FORFATTER: Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engell / NetSlank.dk

KILDE: http://www.netslank.dk/

BEDØMMELSE: 3 stjerner

Skriv en kommentar »