Madelskernes Kogebog

Rugbrød med torskerogn og sennepsskyr

2013 TV2 Rugbrød med torskerogn og sennepsskyr 280313 (3)

Jeg havde en halv dåse torskerogn tilovers fra gårsdagens aftensmad, så derfor brugte jeg den sidste halvdel til frokosten dagen efter i form af rugbrød med torskerogn og sennepsskyr, ligeledes fra TV2s GO’ Kur 2013.

Ingredienser:

  • 1 spsk skyr
  • 1 tsk sennep
  • 2 skiver rugbrød
  • 2 skiver torskerogn, ristet på en pande på begge sider
  • Lidt karse
  • Citronsaft

Der er i grunden ikke så meget opskrift over denne her ret, men jeg gjorde mig nogle tanker om den, som jeg gerne vil have nedfældet, derfor får den sit eget indslag.

Rugbrød og torskerogn ristes, og sennep røres med skyr. Herefter smørres sennepsskyren på rugbrødet og torskerognen lægges oven på. Jeg brugte kun et enkelt rugbrød i stedet for to, hvilket var nok til mig, men så var der selvfølgelig også rigeligt med torskerogn. Der var dog også en tilpas mængde sennepsskyr, ellers ville det hele nok have smagt lidt for meget af torskerogn!

Selvom det ikke stod nævnt blandt ingredienserne, sagde opskriften at der skulle citronsaft på, hvorfor jeg jo så har rettet ingredienslisten. Jeg tror det er gået lidt for stærkt med at skrive nogle af disse opskrifter, da det her ikke er den eneste opskrift, som der er fejl i. Jeg havde en halv citron tilovers fra gårsdagens aftensmad.

Jeg kom ikke karse på, da jeg ikke havde noget.

Sennepsskyr er sådan set en udmærket idé, og det kan fungere fint som tilbehør til andre retter. Her synes jeg dog ikke, at skyr var nødvendigt, da jeg hellere ville have den lidt skarpe sennepssmag til at stå i kontrast med den svage torskerogn. Der er godt med protein i skyr, så det er et fint og sundt produkt, men her forringede det smagen hellere end at forbedre den.

2013 TV2 Rugbrød med torskerogn og sennepsskyr 280313 (1)

Den lille ret var udmærket i sig selv, men jeg savnede virkelig nogle grøntsager, og jeg følte mig ikke “mæt”, da jeg havde spist færdig, så jeg skrællede mig et par gulerødder, hvilket gjorde en stor forskel. På det grundlag synes jeg at opskriften mangler noget, og det er ikke en særlig spændende frokost – den er heller ikke anvendelig som arbejdsfrokost, da torskerogn og rugbrød bliver kedeligt hvis det står for længe efter ristning på panden, så det kan ikke tages med i madpakken. Den er hurtig, det skal da siges, men interessant er den ikke, og jeg brugte den kun, fordi jeg havde en halv dåse torskerogn tilovers. Bruger jeg den igen, vil det også udelukkende være fordi jeg har torskerogn, som jeg skal have brugt, derfor får opskriften kun 1 stjerne.

TITEL: Rugbrød med torskerogn og sennepsskyr

FORFATTER: TV2 GO’ KUR

KILDE: http://go.tv2.dk/articlekrop/id-62369379:go-kur-2013-du-finder-det-hele-her.html

BEDØMMELSE: 1 stjerne

Kommentarer lukket til Rugbrød med torskerogn og sennepsskyr

Torskerogn med surt, æg og salat

2013 TV2 Torskerogn med surt, æg og salat 270313 (2)

I forbindelse med at jeg afprøver mange af opskrifterne fra TV2s GO’ Kur 2013, nåede jeg til aftensmaden. Da jeg fik en veninde på besøg om aftenen til tidlig kaffe og kage (hvor jeg serverede kokos, lime og blåbærkage), besluttede jeg mig for at tage en sen frokost / tidlig aftensmad bestående af retten torskerogn med surt, æg og salat.

Ingredienser:

  • 1 skive rugbrød, ristet
  • 1 spsk dijonsennep
  • ½ dåse torskerogn, ristet på en pande
  • 2 syltede agurker i tern
  • 2 syltede asier (eller syltede græskar) i tern
  • 1 æg, stegt på panden på begge sider og skåret i strimler
  • 1 tsk akaciehonning
  • 15-20 mandler, ristet på panden
  • 1 persillerod i tynde skiver
  • ½ citron, saften heraf

2013 TV2 Torskerogn med surt, æg og salat 270313 (1)

Opskriften er rimelig enkel. Til salaten skrællede jeg persillerod (jeg brugte to små – at sige at man skal bruge én af noget i forbindelse med grøntsager er altid et uprofessionelt tegn, da grøntsager svinger rigtig meget i størrelse som sæsonerne skifter) og brugte herefter gulerodsskrælleren til at lave tynde strimler til en salat. Jeg lå ikke inde med akacie- eller flydende honning, så jeg kom en tsk fast honning ned til citronsaften og opløste det heri. Herefter vendte jeg persilleroden i dressingen og hældte lidt hakkede mandler og hasselnødder ned over. Jeg gad ikke lige bruge en pande på at riste mandlerne.

Jeg lå ikke inde med syltede asier eller græskar, så jeg brugte de sidste tre syltede agurker, som jeg havde i glasset. Ægget skar jeg i strimler for præsentationens skyld, men ellers kan man selvfølgelig lave sit spejlæg, som man har lyst, og eventuelt kun stege det på den ene side, hvis man godt kan lide en flydende æggeblomme.

Torskerognen beholdt jeg i én stor skive, men næste gang deler jeg den nok i to. Den ristede skorpe er jo nok den bedste del af torskerognen, så man kan jo lige så godt optimere måltidet ved at have fire sider i stedet for to.

Derefter manglede blot kombinationen af de forskellige dele, så det var en meget hurtig ret at stykke sammen. Jeg vil dog sige, at det ikke er alle, der kan lide torskerogn, så det er ikke en opskrift, der vil appellere til hele befolkningen. En gang imellem synes jeg dog det er udmærket, så længe det er ristet torskerogn. Jeg blev fint mæt af retten, så på det punkt manglede der ikke noget. Jeg synes dog måske det var en lidt kedelig aftensmad, hvis ledsageren nu havde været hjemme og vi havde spist sammen. Den lille salat var udmærket, men jeg forbinder ikke torskerogn med et “hyggemåltid”. Som et hurtigt alenemåltid var det dog udmærket, men det er nok ikke en ret, jeg vil bruge særlig tit, derfor får opskriften 2 stjerner.

TITEL: Torskerogn med surt, æg og salat

FORFATTER: TV2 GO’ KUR

KILDE: http://go.tv2.dk/articlekrop/id-62369379:go-kur-2013-du-finder-det-hele-her.html

BEDØMMELSE: 2 stjerner

2013 TV2 Torskerogn med surt, æg og salat 270313 (3)

Kommentarer lukket til Torskerogn med surt, æg og salat

Syrnet mysli

2013 TV2 Kur Syrnet mysli 270313 (4)

Jeg prøvede opskriften syrnet mysli fra TV2s GO’ Kur 2013, da den lød forholdsvis enkel og fordi det er noget, som kan forberedes dagen før, hvilket er nødvendigt for mig, hvis jeg skal bruge det på dage, hvor jeg arbejder.

Ingredienser til 2 portioner eller til 1 person over 2 dage:

  • 1 dl mælk
  • 150 g havregryn
  • 1 dl skyr
  • 2 spsk. rosiner
  • 2 æbler i tern
  • 2 håndfulde friske bær (eller frugt)
  • 2 spsk. hakkede mandler
  • 2 spsk. hakkede hasselnødder
  • 2 spsk. honning
  • ½ æble, revet

Aftenen før varmer man mælken op og hælder ned over havregrynene, som herefter skal stå på køl natten over og trække. Allerede her så jeg problemer med opskriften, da der på ingen måde var nok mælk til at dække de mange havregryn. 150 g havregryn (jeg brugte de grovvalsede) svarer til ca. 4 dl, og havregryn er ligesom ris: 1 dl gryn til 2 dl væske, og så synes jeg at 1 dl mælk er alt for lidt.

Jeg ved dog ikke, hvordan det er meningen, at retten skal se ud, men for mig føltes det forkert. Alle grynene blev ikke dækket af varm mælk, og den smule mælk der var blev med det samme opsuget af grynene.

2013 TV2 Kur Syrnet mysli 270313 (2)

Næste morgen skulle grynmiksen blandes med 1 dl skyr, og så vidste jeg, at der var problemer. Myslien var meget, meget tør, og det er skyr også, og jeg syntes det var helt fjollet at tænke på, at jeg herefter skulle “vende” rosiner og æbletern i grøden. Der stod godt nok, at hvis den var for tyk, så skulle man komme ekstra skyr i, men der skal godt nok meget skyr i for at give denne portion en lind konsistens. Jeg kom i stedet lidt mere mælk i, men det blev hurtigt opsuget, og så gav jeg bare op. At vende æbletern i var helt umuligt.

Jeg skovlede en portion på en tallerken, kom lidt mere æble på toppen sammen med rosiner, lidt hakkede mandler og nødder og lidt honning. Jeg udelod det revede æble og de ekstra bær, og selvom jeg klargjorde 2 æbler, var det så rigeligt med et enkelt (også til en hel portion, som gælder til to personer). Der var ikke plads til resten.

2013 TV2 Kur Syrnet mysli 270313 (3)

Blandingen af rosiner, æble og honning sammen med havregryn var sådan set udmærket, men hele processen var meget besværlig og opskriften dårlig. Så er det altså nemmere bare at tage en portion skyr og komme de tre nævnte ingredienser på, eller bruge havregryn med mælk eller eventuelt en havregrød. Jeg var ikke imponeret over denne her opskrift, og det er ikke noget, jeg vil bruge tid på en anden gang, derfor får den kun 1 stjerne.

TITEL: Syrnet mysli

FORFATTER: TV2 GO’ KUR

KILDE: http://go.tv2.dk/articlekrop/id-62369379:go-kur-2013-du-finder-det-hele-her.html

BEDØMMELSE: 1 stjerne

Kommentarer lukket til Syrnet mysli

Pink grød

2013 Pink grød 120313 (2)

Jeg blev fascineret af opskriften “Pink grød” fra TV2s GO’ Kur 2013. Jeg påtænker at teste nogle flere af opskrifterne fra kuren, men indtil videre har jeg ikke prøvet andre end denne.

Ingredienser:

  • 1,5 dl grovvalsede havregryn
  • 2,5 dl koldt vand
  • 0,5 dl koncentreret solbærsaft
  • 1 spsk. chiafrø (eller hørfrø)
  • 1 æble, i tern
  • 2 spsk. frysetørrede bær (eller rosiner)
  • 1 dl skyr

Jeg bibeholdt grundidéen med at koge havregrød i solbærsaft, men jeg havde glemt at der også skulle æble og skyr i, så det havde jeg ikke i huset. Jeg synes måske hellere ikke at det var nødvendigt, men det afhænger også lidt af, hvor sulten man er om morgenen. Derudover er jeg også for doven til at skulle stå om morgenen og vaske og skære et æble – skyren kan man i det mindste bare klatte oven på.

Jeg kan normalt heller ikke spise havregrød af 1,5 dl gryn til morgenmad, så jeg reducerede mængderne en smule (det kan her noteres, at i kuren er der indregnet en grødrest, som genopfindes i en eftermiddagssnack, så det er egentlig ikke meningen at man skal spise det hele). 1 dl gryn til 1½ dl vand og ½ dl solbærsaft. Grød er typisk altid i forholdet 1:2. Jeg tilsatte også hørfrø, hvilket jeg synes er en smart måde at bruge dem på. Efter sigende skulle de være gode for fordøjelsen, og de irriterede ikke i grøden. Jeg kom kun 1 spiskefuld frysetørrede hindbær på, da jeg syntes at det var rigeligt. Jeg kom også lidt salt i grøden, da jeg ellers synes den kan blive for sød, og salt fungerer samtidig som smagsforstærker og fremhæver på den måde de resterende ingredienser.

Jeg synes måske ikke at grøden smagte af så meget, udover at være sød, men det kan jo også skyldes den solbærsaft, som jeg brugte. Jeg kan godt lide lidt sødt på min havregrød, men denne her var SØD sød. Den anden dag prøvede jeg lidt samme princip, hvor jeg i stedet for vand og solbærsaft brugte 2 dl æblejuice. Jeg synes det er en god måde at variere smagen af sin havregrød på, og de frysetørrede bær er nemme at have liggende, selvom de selvfølgelig er en meget dyr ingrediens.

Jeg giver opskriften 3 stjerner, men det er måske mest for idéen og ikke så meget for smagen. Hvis man kan lide sin grød gennemsød, så er det her en god idé, men jeg kan godt lide lidt modspil, så jeg har nok mere lyst til at tage en håndfuld frosne solbær og koge med og eventuelt smage til med sukker end bruge solbærsaft. Men har man en rest saft eller juice i huset er det her en god måde at få det brugt på, og på den måde kan jeg godt finde på at bruge opskriften igen.

TITEL: Pink grød

FORFATTER: TV2 GO’ KUR

KILDE: http://go.tv2.dk/articlekrop/id-62369379:go-kur-2013-du-finder-det-hele-her.html

BEDØMMELSE: 3 stjerner

2013 Pink grød 120313 (1)

Kommentarer lukket til Pink grød