Madelskernes Kogebog

Laks med hyttegrønt

på juli 15, 2012

Jeg er altid på jagt efter gode og nemme opskrifter på fiskeretter, da det for mig er et af de sværeste områder at føle mig inspireret på. Så fandt jeg opskriften på “Laks med hyttegrønt” fra Netslank, og da opskriften var uhyre simpel, skulle den selvfølgelig testes.

Det med at være enkel og ligetil holdt fuldstændig stik. Kom frossen spinat i et fad, tø det op i en varm ovn, hiv det ud når det er tøet op, tilføj hytteost, grøntsager og krydderier og bland det hele rundt, smid det i ovnen igen i cirka et kvarter, hvorefter laksefileterne tilføjes på toppen og retten bages til laksen er færdig (cirka 15 minutter til). Og så er aftensmaden klar. Hvad kunne være nemmere? Jeg brugte en blanding af grøntsager jeg havde i huset, og grøntsagernes mange farver gør meget for det endelige results visuelle aspekt.

Retten smagte fint, kan laves med rester og er nem at gå til. Den er ikke så avanceret og banebrydende, men det er stadig en god ret som jeg nemt kan finde på at lave igen, derfor får retten 3 stjerner.

TITEL: Laks med hyttegrønt

FORFATTER: NetSlank

KILDE: http://www.netslank.dk/

BEDØMMELSE: 3 stjerner

Reklamer

%d bloggers like this: